Kragen fortæller!

KragenDet sker af og til, at man møder et menneske for første gang og efter kort tids samvær oplever en eller anden udefinerbar samhørighed, hinsides ord.

Der er et væsentligt punkt i vores kompleksitet hvor der kan opstå en mere eller mindre “occult” form for ressonans, vel egentlig nok med en østerlandsk term, “væren”.
Det kan ikke engang beskrives som en gensidig åbenhed og tillid – mangler faktisk ord da det ligesom erkendelse, er noget helt personligt oplevet.
Et element i oplevelsen er bestemt en form for spirituel hjertlighed, som rækker langt ud over det egenkærlige. Spirituel er efterhånden et lidt forslidt ord, men lige i Jack’s tilfælde er det rammende i sin mest oprigtige betydning, i den gode ikke-selvpromoverende men næstekærlige betydning.
At omgive sig med ting der har en historie, er vel et af de elementer som gør det værd at være samler – tillige med at det forstærker følelsen af at man har rødder – en slags “grounding”.

Jeg mødte Jack Hollænder i min egenskab af handlende udi lettere brugte effekter (antikviteter), hvor jeg mødte ham ganske kort i vores forretning, hvor der blev aftalt et møde i hans sommerresidens.
Jeg kørte mod Sjællands Odde den smukkeste klare vinterdag, med lidt høj nyfalden sne, frost og klart solskind fra en skyfri himmel. Allerrede på turen derop, anede jeg at det ville blive et møde lidt ud over det sædvanlige.
Da jeg efter lidt besvær (inden GPS’en) fandt stedet, blev jeg straks inviteret indenfor og gæstfrit budt på en øl (vist også en snaps). Vi havde kun talt sammen ganske få minutter, da Jack spurgte mig, hvad jeg syntes om opera? Spørgsmålet overrumplede mig lidt, opera er ikke det store hit i min verden, men diplomatisk svarede jeg, at det kunne da lyde helt fint, anede lidt modvilligt at vi måske skulle til at høre Figaros Bryllup på en gammel båndoptager. “Vent lidt”, sagde Jack og gik ud i haven. Gennem vinduet så jeg at han gik hen til en snebunke, rodede lidt i den og fremdrog til min forundring en stor, gammel zinkbalje, børstede nødtørftigt den værste sne af og kom ind i stuen med den.
“Hør så”, sagde han, hvorefter han løftede baljen op i hovedhøjde – og med en stemme af en imponerende volumen man bestemt ikke skulle tiltro en 75 årig, på flydende italiensk sang en arie med zinkbaljen som klangbund. Jeg har ALDRIG senere hørt lyde som i den grad har forundret mig. Jeg har formentlig tabt underkæben og set ret ubegavet ud – også et ret uventet og ganske fornøjeligt surrealistisk senarie en smuk vinterdag.
Senere mødte jeg Jack en del gange, både i sommerhuset og i hans lejlighed i Kbh, altid til stor gensidig fornøjelse, da vi hurtigt kom ind i dybe filosofiske diskussioner, hvor han både fortalte om hans exeptionelle og begivenhedsrige liv rundt omkring i verden, samtidig med at han knyttede fortællingerne til hans livsfilosofi – men også forstod at lytte og absorbere nye tanker. Det var altid i handels øjemed vi mødtes, da han havde en del effekter som skulle afhændes, men det foregik på den måde, at efter et par timers samtale (måske mere – tid er jo en varieret størrelse), så sagde Jack: “Nå, vi skulle jo også have handlet lidt!” – og det tog 5 minutter – var absolut en biting.
Jeg købte den afbillede krage (som jeg dengang troede muligvis kunne forestille en af Odins ravne – jeg er bestemt ikke zoolog;-), af Jack, jeg har den stadig – selvom jeg ellers ikke er begejstret for figurer, så kan jeg ikke se på den uden at sende kærlige tanker til Jack og hans vise menneskesyn.
Min kære samlever mødte ham også nogle gange, med absolut samme oplevelse af en universel og favnende, tillige meget sjælden natur, – så det er ikke kun mig;-)

Et levende eksempel på en af mine talemåder: “Ting er tanker!”, som er blevet lidt af en kæphest, da jeg gennem min tid som handlende har set så mange “ting” der har fortalt historie, i de meget varierede hjem jeg har været inviteret indenfor i. Som skrevet om andetsteds, mener jeg bestemt at vi skal være omhyggelige med hvad vi omgiver os med, da ting er vidensbyrd om en tanke vi har tænkt eller en holdning vi har. Den materiel værdi er ligegyldig, men ting med en positiv energi kan anslå en streng i vores ofte fortravlede, overbelastede sind og dermed bidrage til at vi udvikler os som mennesker. Findes der egentlige ligegyldige brugsgenstande, medmindre man jo selv vil det?